Om Helle Kjems

Oversætter stemninger, følelser, relationer til oplevelser på lærred.

Jeg er selvlært billedkunstner, og har malet siden 2001. Bor i Bisserup, Vestsjælland, verdens dejligste sted.

Udover dette er jeg sygeplejerske og har arbejdet som dette i 40 år. Palliationen har været det mest spændende speciale for mig. Mange år på forskellige hospices har vist mig så mange facetter af livet, døden, glæden, sorgen, relationerne, at sige farvel, hvad der betyder noget, og hvad der ikke gør.

Maleriet er mit frirum, hvor jeg kan udtrykke mig selv gennem farverne og lyset. Døren til drømmen og fantasien åbnes, når jeg griber penslen, og glemmer dagligdagen omkring mig.

At male har været en lang og indholdsrig rejse, som hele tiden er blevet mere og mere spændende, således at den nu fylder meget af min tid. -Altid i bevægelse fremad, aldrig stilstand. Udvikling er vigtig for mig.

Malerierne spænder bredt, lige fra naturalistiske portrætter, over impressionisme, ekspressionisme, til det helt abstrakte, udført i akryl, olie eller mixed media. Jeg har stor kærlighed til de klare farver, og er inspireret af bl.a. Matisse og Franz Marc.

Det kan være en længere proces, før jeg mærker, at billedet er på rette vej, eller færdigt, men den skal altid ende med glæde, og en følelse af at blive næret af farverne. Som at få dækket et behov, man ikke helt vidste, var der.

Alle malerierne er lavet til musik, som er en vigtig del af processen for mig (lige så forskellig som malerierne). Somme tider får maleriet navn efter musikken.

Jeg holder MEGET af at lave forskellige ting. Har det sjovest med at bevæge mig genremæssigt og hele tiden eksperimentere og opdage.

Malerierne i akryl eller mixed media er lakerede med mindst to lag lak, og kan aftørres forsigtigt med en fugtig klud uden rengøringsmidler.

Alle malerierne er forsynet med ophæng.

Ofet er de udstillede andre steder, og er ikke alle “hjemme” hele tiden. Du kan se nederst på siderne, hvor jeg udstiller lige nu.

Det Lille Bitte Galleri befinder sig i dejlige Bisserup på førstesalen af vores hus. Hvis du får lyst til at kikke på de malerier, jeg har hjemme, så tøv ikke med at kontakte mig, så finder vi ud af noget.

Når du klikker på det enkelte maleri, vil det fremgå af teksten, om maleriet er solgt.

Følg eventuelt med på Facebook og/eller Instagram @detlillebittegalleri. Du kan evt. bruge links nederst på denne side.

linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram